Kategoriarkiv: Eksistens

IMG_9200

I mange år tog jeg sorgerne på forskud, men det har jeg nu aldrig haft glæde af

Forretningerne er lukket, indkøbene gjort, puslespillet om, hvem der skal holde jul hvor, er lagt, afsløringen af , hvordan træet er pyntet, hvor skævt det står, om stjernen nu bliver siddende, venter nogle timer endnu. Mange af os har pisket rundt som små duracell-kaniner og bum: Stilhed. Stilstand. Ikke mere at GØRE. Det er tid til VÆREN. Og det trænger vi til. Vi LÆNGES efter det.

20171202_135335361_iOS

Så sidder vi der. Stearinlysene er tændt. Der er tændt op i pejsen eller fireplace på tv-skærmen. Og der er stille. Stille Nacht, som de synger på tysk. Stille. Stille. Men hjertet banker. Du mærker dig selv. Du hører dig selv. Din hjerne kører på højtryk. Der er på ingen måde stille. Der er støj. Decembertravlhedens støj har ikke lagt sig i takt med, at du har lagt dig med benene oppe. Det fortsætter: “Har jeg nu husket? Skulle jeg ikke lige? Jeg kunne også lige!!! Jeg burde nu også!!! O.s.v. Der blev stille og alligevel larmer det. Er det sådan, det plejer at være?

IMG_9201

Der er ikke noget galt med dig. Lad os straks slå det fast. Ikke noget galt. Men det kan være, at du er blevet overstimuleret. Overstimulering vil rigtig mange sensitive mennesker opleve lige netop i denne tid med mange sanseindtryk, med mere travlhed end normalt, deadlines, med mange ting at huske på og med mange hensyn at tage. Vi er mange, der har mange bolde i luften af forskellig art og det tåler vi altså i forskellig grad. Nogle mere, nogle mindre.

Det allerbedste vi kan gøre for os selv og for at undgå overstimulering er at acceptere vores egne grænser og lytte til dem, når de banker på. Og blive siddende. Endelig. Selvom det larmer. 

Og det vil du sikkert give mig ret i. Og du vil kunne se fornuften i det. Men. Du vil sandsynligvis også indvende…..”Men, hvad så med?”, “Jamen, så får jeg dårlig samvittighed”, “Jamen, hvem skal så….? O.s.v.

Det har jeg virkelig stor forståelse for. Og jeg kender det kun alt for godt fra mig selv. Men jeg kender også til det at modstå fristelsen til at “gå med” indvendingerne. Jeg kender til det at give det “at gøre noget andet, end det jeg plejer at gøre” en ekstra chance.

D.v.s. når jeg automatisk får en impuls til at handle på en tanke (som fx når jeg har sat mig i sofaen med benene oppe), øver mig i at stå imod impulsen til handling og gør mig umage med at være med tanken. Jeg har erkendt, at jeg ikke behøver at handle på enhver tanke, der opstår i mit liv. Og jeg har erkendt, at visse tanker opstår så automatisk, at jeg knap registrerer dem. Jeg har med øvelse lært, at registrere dem, at genkende dem. Jeg har lært, at de scenarier (læs SKRÆKscenarier), som mine tanker bygger op inde i mig, hvis ikke jeg gør det ene, gør det andet o.s.v., slet ikke lever op til deres rygte. Ja, jeg kan genkende vores folkekære digter Benny Andersens rammende ord:

“I mange år tog jeg sorgerne på forskud, men det har jeg nu aldrig haft glæde af”.

Jeg har lært, at jeg må blive siddende og VÆRE uden at GØRE. Jeg har lært, fordi jeg har øvet mig, at jeg må have mine grænser, at jeg må have det som jeg har det uden, at jeg er forkert. Ja, jeg har lært, at jeg er helt OK lige som jeg er. Bare fordi, jeg ER. Og det er du også. Du er HELT OK lige som du ER.

Jeg er af den overbevisning, at

…når vi giver os selv plads og accept til at være, som vi er, giver vi også vore omgivelser friheden til det samme. At de kan være som de er.

Ja, de må måske ovenikøbet godt have lov til at blive siddende, uden at blive mødt af de samme plager, som du møder dig selv med? En lille invitation til også at tænke mere kærligt og tale mere venligt til dig selv.

brigitte-tohm-162814

Og her er det mit store juleønske for dig, dine og ja, alle mennesker på kloden, at vi alle må acceptere os, lige som vi er, og give frihed til, at andre er som de er.

Og NU:

Op med benene. Træk vejret. Acceptér tankerne, uroen. Træk vejeret. ALT er ok. Du ER. Det er jul. Lad freden sænke sig.

Kærlige hilsner Charlotte

PS Skal dette være julegaven til dig selv i år: Hvis du længes efter at kunne forstå og acceptere din sensitivitet bedre, er dette måske noget for dig. Se mentorforløb for sensitive – individuelt forløb her 

PPS – Og husk, hvis ikke du allerede har hentet den, at hente mini e-bog med inspiration til at finde mere indre ro her

 

 

4F0B47BA-4A9A-47F7-8070-5BD7DCC3E9CE

Decembertid

Det er tid nu

Processed with VSCOcam with p4 preset

…til kærligt at slippe det, der ikke længere tjener dig.

IMG_9067…til at notere dig, hvad der har tjent dig godt i 2017 og som du gerne vil bringe mere af ind i det nye år.

IMG_9161

…til at dvæle, lade året synke ind, lade arbejdet, du har gjort synke ind. Det er tid nu. Til at følge din naturlige cyklus. Som efterår følger sommer. Vinter følger efterår. Der er tid endnu førend jorden er klar til de spæde frø. Og du har tid endnu. Tid. Det er tid til det tidløse.

 

 

 

 

 

 

 

Slå ud med armene. Lad dig opsluge. Lad dig begejstre. Slå håret ud. Fold idéerne ud. Visionerne, slå dem op på spejlet. Så du bliver mindet om. Igen og igen og igen. Du bevæger dig mod noget ligeså snart, du har tænkt tanken. Du lader det blive virkeligt ligeså snart, du sætter ord på det. Sætter billeder på det.

Du bliver lidt rundtosset og lidt bange. Ja, det gør du. Det er ok. Du skal bare være modig. Og det er du. Ingen kan tage det fra dig. Ingen skal du lade tage dit mod fra dig. Ingen. Modet. Det bor i dig.

Tænk på alt det, du har udrettet indtil nu. Der er noget. Der er ALTID noget. Selvom det NOGET ikke harmonerer med det, du havde forestillet dig. Find ud af det. Find ud af, hvor du har måttet mønstre mod og er gået dine usikre skridt for mere frihed, for mere kærlighed, for mere fred, for mere….Du véd hvad….Det bliver aldrig en fiasko at have vovet. Også selvom udfaldet ikke blev, som du ventede. Rank din ryg med stolthed for det mod, du udviste i situationen.

Dit mod bor i dig. Er der flere skridt, du skal gå, som kræver dit mod? Arme der trænger til at sprede sig i fuldt vingefang? Noget, der står på vågeblus i et mørkt kammer, der venter på, at du tænder lidt op for det. At du lader dig opsluge af det, hengive dig, begejstres? Store drømme, du knap tør tænke til ende, men som bliver ved med rumstere som en lille kløe, der ikke rigtig vil forsvinde. GØR det: Fat mod. Spred vingefanget. Grib drømmene. Med andre ord: Carpe Diem!

 

 

Basen skal være i orden for at danne sunde og gode relationer

Den følelsesmæssige sult. En indre tomhed. Det var en stor lettelse for mig og en uendelig følelse af frihed, der indtraf, da jeg forstod, at ingen, som i absolut ingen anden kunne udfylde tomrummet. Det indre tomrum. Kunne mætte mig. Uden mig selv.

Al den energi, jeg havde lagt i at søge kærlighed, anerkendelse, accept ude i verden. Som den dygtige datter, den kloge pige, den bedste til det ene og det andet. Den pæne pige. Kunne jeg trække hjem til mig selv. Det kom ingen andre steder fra. Det jeg søgte. End fra mig: At begynde at holde af, anerkende og heppe på mig selv.

Det var en stor lettelse og en uendelige følelse af frihed, der indtraf, da jeg forstod det. OG begyndte at LEVE det.

Lægger du din energi ud i omgivelserne i din higen efter accept og anerkendelse? Eller beholder du den hjemme hos dig selv?

Uendelig mange “pæne piger”gør. Desværre. Får lagt så meget af deres smukke energi ud i omgivelserne. I kærlighedsforhold, i arbejdsforhold, i snart sagt enhver relation. Og kommer ofte til at være i forhold og relationer, som ikke er gode for dem. Fordi de dybest set ikke har basen i orden: Den gode relation til sig selv. Med selvaccept, selvanerkendelse, selvomsorg, ja, selvkærlighed.

I individuel psykoterapi er det ofte et grundlæggende tema, der udspiller sig under den umiddelbare årsag til, at man har søgt terapi. Se min profil her

/Charlotte

PS Jeg har nye spændende aktiviteter på programmet for efteråret. Udover individuel terapi og supervision, som jeg selvfølgelig fortsat tilbyder i min praksis. Se mere her

At sætte mig fri

Jeg kender godt følelsen af sult, den indre sult. En higen efter noget, som kan tilfredsstille en indre tomhed, et uendeligt og umætteligt hul.

Jeg kender godt det at vende blikket udad, at søge ude, snuse mig frem efter om mon der findes det, jeg har brug for.

Og jeg kender smerten. Smerten, når man følelsesmæssigt sulter.

Jeg skulle blive voksen og et pænt stykke ind i mit voksenliv, før det gik op for mig, at det jeg søgte slet ikke fandtes der, hvor jeg søgte. Det fandtes ikke i mine nære relationer, i de jobmæssige præstationer, i kærlighedsforhold, hvor jeg troede, at sulten da endelig måtte stoppe. Jeg begyndte at forstå, at det hele fandtes i mig selv. At kilden til tilfredsstillese af min sult fandtes i mig. Sulten var en del af mig og tilfredsstillensen af den indre sult skulle komme fra mig.

Det var en stor lettelse for mig. Det var stort, fordi det gjorde, at jeg indså hvor uendelig fri, jeg kunne gøre mig af andres bekræftelse og anerkendelse. Det gjorde, at jeg begyndte at kunne se andre mennesker i et klarere lys, som dem de virkelig var, og mindre som en spejling af det, jeg kunne tænke mig, de var. De skulle ikke længere udtjene en rolle for mig som et spejl uden skår og revner, som jeg kunne stive min selvfølelse og mit selvværd af i. Jeg indså i, hvor stor en grad, jeg havde tillagt andre mennesker både motiver og egenskaber, som opstod af min længsel mere end at det var i overensstemmelse med dem, de virkelig var.

Helledusseda, hvilken uret, jeg har gjort mange og hvilken pine, jeg upåagtet har føjet både til andres og til mit eget liv på den konto.

Jeg har stillet mig åben for at denne knude, denne pine i mine relationer skulle løse sig op. Jeg har været søgende og jeg har været utålmodig undervejs. Men rejsen har båret frugt. Jeg fandt en nøgle undervejs – eller fandt den mig??? I hvert fald var kontakten til mit indre barn det, der begyndte at gøre en forskel for mig.

Det indre barn der skamfuldt og fornedret havde været spærret ind bag tykke mure. Underernæret, forsultet og forladt fandt jeg hende et sted undervejs og begyndte at tage hende til mig som en fremmed tager hittebarnet til sig og gør det til menneske igen.

Den forladte lille pige havde længtes og ventet. Var skødesløst og med tilfældig hånd blevet tilbudt anerkendelse og prestige undervejs gennem årene, men takkede nej. Takkede igen og igen nej på ægte prinsessemanér: “Nej tak, du’r ikke”. Kun én ville hun ha’. Kun én kunne stille hendes sult og gøre en ende på hendes trængsler, og det var mig. Ingen venner, nære slægtninge, bonusordninger m.m. Ene og alene jeg kunne stille hende tilfreds ved ægte interesse, lydhørhed, troskab, nærvær, omsorg og kærlighed. Sådan helt nede på jorden, som man nu engang tager sig af forsømte børn.

Den lille pige med svovlstikkerne har ikke levet forgæves. Vi er mange, der kan identificere os med billedet af den lille pige (lille dreng/lille barn), der ikke hører til, må lide den kranke skæbne på gaden i kulden. Men vi behøver ikke overlade det til døden. Overlade vores indre barn til døden. Vi kan vælge at tage det ind i varmen. At tage os selv ind i varmen og give os selv det at mærke, hvordan det er, når det flossede hjerte begynder at tø op. Mærke hvordan det udvider sig og bliver stort inde i brystet igen eller måske for første gang i sit liv.

Det har været stort for mig, at jeg fandt mit indre barn, og jeg går idag min gang i de grønne græsmarker sammen med det. Døren til kammeret, der var mejslet til med syvtommersøm går let og lydløst – for det meste. Engang imellem bliver der smækket med dørene, eller den tidligere så forladte lille pige vender tilbage til sit tidligere opholdssted, hvis hun er frustreret, ked af det, vred, men jeg kender signalerne: hov, har der ikke været lidt stille længe, hov hvor blev glæden, legen, kreativiteten af, og så véd jeg, at jeg har været forsømmelig, må råde bod, gi’ tid og plads til tale, tårer, knus og klem. Og så går det faktisk fint igen. Dybest set vist det, det betyder: at komme hjem. – I hvert fald sådan det føles.

Kærlig hilsen

Charlotte