Skab dig – 7 gode grunde

Gad vide, hvad du tænker, når jeg siger sådan: SKAB DIG! Gad vide, om du er én af dem, der netop er vokset op med formaninger om IKKE at skabe dig? 

Jeg siger så noget andet: SKAB DIG.

For jeg har opdaget både, hvad det gør ved mig selv OG hvad det gør ved rigtig mange andre, som jeg har haft i terapi igennem årene, når vi begynder at udtrykke ting om os selv, som vi måske gennem et langt liv ikke tidligere har vovet. Når vi begynder at SKABE os. 

Følelser, behov, tanker, som vi måske altid har gået med for os selv kan være en katalysator for at genfinde/finde os selv på et dybere, mere autentisk plan. For at SKABE os selv. Når vi begynder at udtrykke noget af det, som vi har ignoreret og undertrykt i os, er det en begyndelse på at sætte os selv mere ærligt og mere autentisk i spil i vores liv. Det er en begyndelse på at definere os selv mere ud fra en indre kerne end fra dogmer, regler og normer, som vi er blevet tillært tidligt i vores liv. Det er en (ny)-skabelse af os selv. 

Der er rigtig god grund til at gøre op med den dogme, der hedder, at du ikke må skabe dig. Det du vil få ud af sådan et opgør er nemlig, at du 

  • vil føle dig mere fri til at udfolde dig som den du er helt ind i din kerne
  • vil føle dig mere hel og i balance med dine værdier
  • bliver mere tilstede i nuet
  • oplever følelsen af meningsfuldhed på et dybere plan
  • får mere mod til at gøre mere af det, du længes efter
  • bliver mindre selvkritisk
  • får friere adgang til dine fulde potentialer og din indre kraft

ØVELSE

Jeg vil give dig en lille øvelse, som du evt kunne bruge lidt tid på nu, hvor du måske har sommerferie. Jeg vil bede dig om at reflektere over, hvor du befinder dig på en skala fra 1 – 10 med hensyn til at være i kontakt med din indre kerne. Hvor er du placeret mht de syv ovenstående punkter? Slår du fx øjnene op om morgenen og som det første møder en følelse af meningsløshed? Længes du efter at føle dig mere fri til at være HELE dig?Hvordan lever du egentlig dit liv i forhold til den du er og de værdier, du har?  O.s.v. Hvad vil dine svar være til dig selv, hvis du på den måde går lidt tæt på dig selv? Forkæl evt. dig selv med en fin lille notesbog, hvor du kan skrive dine refleksioner ned i. 

Det er en øvelse, jeg selv har gjort og gør meget i mit liv. Og jeg kommer altid LIDT tættere på mig selv igen, når jeg gør det. 

Jeg har flere spændende aktiviteter på programmet for efteråret. Udover individuel terapi og supervision, som jeg selvfølgelig tilbyder i min praksis, udbyder jeg forskellige holdforløb. Bl.a. også hold, hvor vi vil lave øvelser som ovenstående og udfolder yderligere i en kunstterapeutisk kontekst. Jeg glæder mig selv rigtig meget. Og det skulle glæde mig meget at have dig med på et af holdene. 

Hvis du vil se mere kan du klikke på links nedenfor og/eller gå ind på oversigten her.

De allerbedste sommerhilsner med en opfordring til at SKABE dig 
Charlotte 

IMG_4354

20170625_151151006_iOSabstrakt-maleri

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *